Hvorfor er ”NN” ikke med i Blå Bog?
Principielt udtaler vi os ikke om enkeltpersoner, hverken når de er optaget, eller når de ikke er optaget. Den respekt viser vi alle mennesker. Der kan være forskellige årsager til, at en person ikke er optaget, herunder at redaktionen eller fagkonsulenterne ikke har fået øje på vedkommende, at personen ikke har nået at svare på invitationen, at personen ikke er blevet godkendt i redaktionsudvalget, at redaktionen ikke kan komme i kontakt med personen, eller at personen ikke ønsker optagelse. I ganske få tilfælde ønsker en person ikke at følge vores opfordring til at blive optaget i Kraks Blå Bog. Det respekterer vi, omend vi i mange tilfælde gør meget for at overtale vedkommende. Tidligere har redaktionen i enkelte tilfælde, når det var indlysende, at vedkommende manglede i bogen, selv skrevet biografierne på grundlag af offentligt tilgængeligt materiale. Denne praksis følges dog ikke længere, og alle optagelser sker i dag først, når personen har takket ja til vores invitation og selv leveret data til og godkendt biografien.