Pressemeddelelse
Kraks Blå Bog 2026–2027 udkommer i dag
Den traditionsrige Kraks Blå Bog har siden 1910 hyldet mennesker med faglig tyngde, høje ambitioner og stort engagement. Det er også tilfældet i årets udgave, som rummer 76 nye optagne på tværs af vidt forskellige fagområder.
“I år er det 116 år siden Kraks Blå Bog udkom første gang. Igen i år kan vi præsentere en række nye optagne, som har det til fælles, at de er engagerede i det, de gør, og på forskellig vis bidrager til og sætter aftryk på det danske samfund. Netop dét har været grundideen i Blå Bog gennem alle årene: at samle og fortælle om mennesker, der gør en forskel inden for deres fag og områder”, udtaler redaktionschef Bolette Rud. Pallesen.
I alt indeholder årets trykte udgave 8.094 biografier over nulevende personer, mens den digitale version på blaabog.dk rummer samtlige biografier på de ca. 30.000 personer, der har været optaget i Kraks Blå Bog gennem tiden.
Hvad drives de nye optagne af?
“At skære gennem al nonsens og fortælle en god historie.” – Kjeld Hybel, journalist
“Jeg forløser fortællinger og bevæger verden med velvalgte ord.” – Heidi Krumhardt Mortensen, rådgiver, Kongehuset
“Ønske om at bidrage til at fremme retssikkerheden i skattesager.” – Poul Bostrup, retsformand, Landsskatteretten
“Mit kunstneriske arbejde er en kontinuerlig undersøgelse af det, der ofte betragtes som overset.” – Henriette Heise, billedkunstner
“Jeg vil bidrage til at skabe mere liv i landet.” – Trine Krebs, grøn chef, Food Organisation of Denmark
“At jeg gør mit til at passe på Kongeriget – med dedikation og vilje til at tjene noget større end mig selv.” – Søren Andersen, generalmajor, Arktisk Kommando
Se flere svar på blaabog.dk.
Årets nye navne:
I dette års udgave af Kraks Blå Bog er flere mediefolk optaget. Det gælder bl.a. fotojournalist Jacob Ehrbahn, økonomisk redaktør Ulrik Harald Bie og kommunikations- og kampagnerådgiver Nanna Kalinka Bjerke.
Inden for kulturens område finder man i år bl.a. billedkunstner og koreograf Miriam Kongstad, musiker Palle Hjorth, forfatter og foredragsholder Emma Holten, tegner og illustrator Rasmus Bregnhøi, samt museumsdirektør Malene Natascha Hav.
Og så har flere advokater fundet vej til bogen, heriblandt advokat Tyge Jesper Rothe, advokat Karoline Døssing Normann og partner/advokat Birgitte Sølvkær Olesen.
Inden for finans er nye optagne bl.a. adm. direktør Peder Lundquist, CEO Carsten Rasch Egeriis og CEO/direktør Cecilie Brøkner.
Fra forsknings- og videnskabsområdet finder man bl.a. professor og arkitekt Peter Thule Kristensen og professor og centerleder Dorthe Bomholdt Ravnsbæk.
Af andre professioner kan nævnes caster Anja Philip, regionsformand Lars Svarre Gaardhøj, overrabbiner Jair Melchior og rigsstatistiker Martin Ulrik Jensen.
Den ældste af de nyoptagne er journalist, forfatter Frits Ahlstrøm, f. 1945, og de yngste er forfatter Signe Gjessing og borgmester Anders Winnerskjold, begge f. 1992.
Kraks Blå Bog 2026–2027
1464 sider
Forlagets pris: 2275,00 kr.
Udkommer 19. august 2026